Se vores profilvideo her, lær os meget bedre at kende.
Læs om vores historie i afsnittet herunder
Grenaa Isolering A/S har i 2018 kunnet fejre 50 års jubilæum med familien Pedersen som ejer. Egentlig er virksomheden ældre, men i midten af 1960erne kom Ivan Pedersen som relativt nyuddannet isolatør fra Sjælland til Grenaa for at blive bestyrer af Grenaa Isolering A/S.
Få år efter, i 1968, overtager Ivan forretningen. Ivan, som oprindeligt er uddannet kommis i København, kører Grenaa Isolering A/S videre fra Abildgården i Trustrup med tre medarbejdere.
De første år er kundegrundlaget primært i og omkring Grenaa, men hurtigt bliver efterspørgslen efter virksomhedens kompetencer større og større, og opgaverne kommer fra en bredere geografisk radius. Ivans erfaring med handel og økonomi fra kommisuddannelsen viser sig at være en ekstra gevinst.
Gennem de efterfølgende årtier etablerer Grenaa Isolering A/S sig som en markant og solid spiller i branchen. Ivan Pedersen udvider med en afdeling på Sjælland, og han ansætter og uddanner flere medarbejdere. Herunder også sine egne fire sønner.
I 1990erne varetager de to ældste, Jesper og Jacob, arbejdsopgaverne på Sjælland. Senere bliver de to yngste drenge, Jonas og Kim, også ansat i virksomheden. Ivan leder selv Grenaa Isolering A/S frem til 2003, hvor Jonas og Kim tager over. To år senere træder Thomas Michael Møller ind som medejer.
I dag er Jonas det eneste familiemedlem efter Ivan, som fortsat er i virksomheden, og Thomas er stadig medejer.
I de perioder, hvor byggebranchen har været presset, er det lykkedes for Grenaa Isolering A/S at holde et fornuftigt, stabilt aktivitetsniveau. Og uanset hvilke udfordringer branchen har budt på, har fokus konstant været på at udføre alle opgaver på et højt fagligt niveau. Det har medført en stor, loyal kundeportefølje.
Grenaa Isolering A/S har i 2018 kunnet fejre 50 års jubilæum med en virksomhed i god form. Med høje faglige kompetencer inden for såvel VVS anlæg og ventilationsanlæg – som køleisolering og passiv brandsikring udfører, virksomheden opgaver over hele landet. Her i jubilæumsåret har Grenaa Isolering A/S fire afdelinger beliggende i henholdsvis Greve på Sjælland og Lystrup, Ikast og Nørresundby i Jylland.
Virksomheden beskæftiger mere end 80 medarbejdere, der, trods en ung gennemsnitsalder på 36 år, har en gennemsnitlig ansættelsestid på ca. 10 år. Dog har virksomhedens ’grand old man’, Børge Jensen, netop denne sommer valgt at gå på en velfortjent pension efter at have været ansat i alle 50 år.